Hold fest i James Dean manér

Der er næppe noget så halvtredser-ikonisk som en jukebox. Som film fetichist er det første, jeg kommer til at tænke på, når jeg hører “jukebox”, film-ikonet James Dean. Find rådgivning og udlejningspris på jukeboxe her: teltudlejningspris.dk

James Dean

Næppe har nogen præget populærkulturen og modeverdenen mere end den unge, ikoniske skuespiller, som på tragisk vis døde i en alt for ung alder. Når jeg hører “James Dean”, ser jeg det unge, udødelige sex-symbol stå, med perfekt, højt hår og sprede en aura af rebellion og ungdomsrevolution. James Dean’s look er blevet kopieret af mange, men der er ingen som originalet.

Manderollen

Men nogle gange tænker jeg: Hvor er vore tids James Dean(s)? Jeg har svært ved at se den unge rebel motorcykle ned ad Strøget og tage plads ved en af de mange polerede cafeer med One Direction spillende i baggrunden. Er det bare mig, eller er der sket et skred i interpretationen af den mandlige rolle? Halvtredsernes og tressernes ungdoms-ikoner var, som ungdoms-ikoner er i dag, sexsymboler, der kunne få horder af piger til at besvime i en blanding af hysteri og ekstase, men det er som om de også kunne noget andet. Nu er jeg selv en “sucker” for musik fra tresserne, men jeg tror også, det er muligt at se det jeg siger fra et objektivt synspunkt: Tressernes ungdoms-ikoner havde en mission, de havde en vision om en anden og bedre verden, og de havde viljen, og troen til at kæmpe for denne verden. Det er efter min mening en del af det, der gjorde dem til sex-symboler.

Paradise Hotel

I tresserne var det ikke nok blot at se godt ud. Selvfølgelig hjalp det på tingene hvis man så præsentabel ud, men John Lennon eller Neil Young er ikke just, hvad jeg ville beskrive som catwalk-materiale. Deres kroppe var fysiske hylder for deres visioner om mennesket og verden. Det, man ser i dem i dag, er den vision, de stod for. Nogle gange, når jeg tænker over, hvad popstjerner står for i dag, kan jeg ikke lade være med at tænke over, om det er deres skyld, at de fremstår som tomme hylstre sammenlignet med tressernes helte, eller om de simpelthen genspejler vores samfund: et samfund, som ikke længere er styret af menneskelige visioner om en bedre verden, men som på alle måder minder mig allermest om masseproduktion og effektivisering af det menneskelige liv: menneskeliv som et led i produktionssamfundet. Hvorfor er det vi altid vil have mere og mere. Vil vi nogensinde nå det punkt, hvor vi har fået nok?  - et punkt, hvor vi igen begynder at have og følge visioner.

Efter min mening er der gået Paradise Hotel i alle dele af vores samfund. Og det tror jeg, at ungdoms ikoner, som fremstår som tomme hylstre er et tegn på. Hvad er det vi vil som species her på kloden? Er der ikke andet end at producere og blive underholdt? Er jeg den eneste der indimellem ønsker mig, at der var nogen, der kunne komme med en meningsfuld vision, som omfatter os alle sammen, eller er jeg bare en sur stodder, der har set sig sur på Bieber, Hilton og co. Hjælp, please.